Alexandré flygtede som femårig fra Congo, men fik aldrig den nødvendige hjælp efter ankomsten til Danmark

Alexandré Nsoni har altid været omringet af problemer. Foto: Pelle Taus Kruse

Trods manglende hjælp fra danske myndigheder skabte Alexandré Nsoni gennem digtning sin egen vej ud gennem en opvækst præget af angst, depressioner og selvmordsforsøg.  

Af Pelle Taus Kruse

Ligene, sulten og sygdommene er allestedsnærværende. Året er 1998, og Den Anden Congokrig er i fuld vigør. En kun femårig Alexandré, hans forældre og to brødre er netop påbegyndt deres flugt fra Congo over Angola, hvorfra de skal flyve til Danmark, hvor faderen har fået asyl.

En barsk og ufuldkommen opvækst

Umiddelbart efter ankomsten til Danmark bliver Alexandré og familien indlogeret på Vrå Højskole.

”Man havde på fornemmelsen, at vi bare var en flok aber, som skulle have et sted at være. Her har I jeres sygesikring, og I har ikke Ebola – det var stort set det,” fortæller Alexandré om forløbet, som familien indledningsvist var igennem.

Med sygesikringskort og arbejdstilladelser i hænderne, skulle familien fra Congo nu klare sig selv. Faderen skiftede navn til Christian, så han hurtigere kunne komme på arbejdsmarkedet. Han fik umiddelbart derefter arbejde på et lokalt slagteri, imens moderen agerede rengøringsdame på Vrå Skole, så kost og logi kunne betales.

Alt imens at forældrene arbejdede, forsøgte Alexandré at finde fodfæste blandt de andre børn og på den danske skole i Vrå:

”De tog ikke ordentligt imod os. Det føltes fremmed. Det var nyt og mærkeligt. De børn, som gik på skolen, havde allerede en form for selvstændighed. Vi kom med traumer, angst og vrede. Angsten for de hvide, vreden for, hvad der foregik derhjemme, som vi ikke kunne dele, fordi vores forældre truede med tvangsfjernelse, hvis skolen blev bekendt med det.”

Når ikke Alexandré forsøgte at overleve livet i skolen, var han derhjemme omringet af psykiske problemer og vold:

”Hjemmet var som ragnarok. En dag kom vi hjem fra SFO til synet af en ambulance og en forklaring om, at vores mor havde forsøgt at begå selvmord. En anden dag tæskede min far min mor. Ringede jeg til politiet, var jeg ikke længere hans søn, sagde han. Jeg gjorde det alligevel. I begge tilfælde tog vi dagen efter i skole og lod som om, at intet var sket.”

Den barske tid, som Alexandré i sine spæde år var vidne til, skulle også smitte af på den levevis, han havde i sine teenageår:

”Jeg levede et vildt liv. Jeg tog i byen, sloges og tog stoffer. Jeg var min daværende kæreste utro. Jeg var alt det, man ikke burde være. Jeg tror, at det var min måde at komme væk fra mine traumer på. Mine følelser skulle have luft.”

Man kan roligt sige, at Alexandrés opvækst ikke var nogen dans på roser. Fra død og ødelæggelse i Congo, til selvmordsforsøg og stofmisbrug i Danmark. Fælles for alle problemerne i hjemmet og hos Alexandré selv var, at der ingen hjælp fra kommunen eller psykologer blev tilbudt.

Verdens flygtninge og Danmarks indsats

Hvorvidt hjælpen til Alexandré og familien havde været anderledes, hvis flygtningen var fundet sted i nyere tid, er uvist. Sikkert er det, at datidens hjælp ikke var nok:

”Der blev ikke taget hånd om os. Ikke en skid. Vi fik sygesikring, en lejlighed og så skulle vi ellers klare os selv eller tage på arbejde. Kommunen kom kun på besøg, hvis jeg havde været oppe at slås eller lugtede af pis i skolen.”

Danmark har, ligesom andre Europæiske lande, et ansvar, hvad flygtninge angår. Det har de haft, siden FN efter Anden Verdenskrig oprettede UNHCR (FN’s flygtningeorganisation, red.) for at hjælpe europæere på flugt eller uden tag over hovedet.

FN’s Flygtningehøjkommissariat estimerer, at der på verdensplan er omtrent 82 millioner flygtninge. Cirka 4 millioner af disse søgte pr. 2020 asyl i et fremmed land. Dansk Flygtningehjælp vurderer desuden, at der siden 1950’erne er 170.118 mennesker, som har opnået asyl i Danmark.

I kølvandet på Den Anden Congokrig regner man med, at der var omkring 5,5 millioner flygtninge. Alexandré og familien er derfor næppe et enkelttilfælde, selvom langt størstedelen flygtede til nabolandende Tanzania, Burundi og Uganda.

Når en flygtning ankommer i Danmark, har man siden 1998 haft muligheden for at være en del af et såkaldt integrationsprogram. Dette program skal ifølge integrationsloven bidrage med, at flygtninge hurtigst muligt bliver selvforsøgende gennem enten arbejde eller uddannelse. I programmet er der særligt fokus på at øge de sproglige, faglige og kulturelle færdigheder. Programmet skal starte senest en måned efter, at flygtningene er ankommet i en given kommune – i Alexandrés tilfælde Hjørring.

Udover programmet tilbydes flygtninge også en integrationsydelse – en overførselsindkomst som gives, indtil man har været bosat i landet længere end 8 år og med et svingende beløb mellem 2.683 DKK og 12.456 DKK alt afhængigt af familiære forhold.  

Foruden statens hjælp er der også frivillig hjælp at hente for flygtninge og indvandrere, som ender i Danmark. Et af de steder er Kvindehuset i Aarhus, hvor flygtninge, indvandrere og minoritetskvinder kan udfolde sig. En af de frivillige, Ronja von Der Lieth, beskriver arbejdet som en måde, hvorpå man forhåbentligt kan gøre en forskel:  

”Jeg håber, at jeg gør en lille forskel for den enkelte. Jeg fungerer som deres nærværende veninde. En, som lytter til deres hverdagsproblemer – hvis de eksempelvis har en åndssvag skolelærer eller er frustrerede over den danske drukkultur, som de ikke kan være en del af (grundet muslimsk trosretning, red.)”

Selvom arbejdet er ulønnet, opfordrer Ronja alligevel til, at man melder sig, hvis man ønsker at gøre en forskel:

”Jeg vil klart anbefale andre at blive frivillige. Find din hjertesag og kast dig ud i det. Det er hyggeligt og lærerigt. Jeg kan både se og høre, at der bliver åbnet op for problemerne, og det er vigtigt.”

Der er altså hjælp at hente som flygtning. Om den er god nok, vil være op til den enkelte og dennes behov.

Et udtryksfuldt vendepunkt

Da Alexandré runder sit toogtyvende leveår, kan han se tilbage på en opvækst, som kun de færreste i deres værste mareridt kunne drømme om. Endnu en nedtur skulle dog agere startskud på en helt ny tilværelse:

”Jeg havde været sammen med min ekskæreste i cirka syv år. Hun sagde stop. Jeg kæmpede ikke imod, fordi jeg godt kunne forstå, at jeg havde været et røvhul. Det vækkede nogle følelser i mig, som underbevidst blev til en form for depression, som jeg ikke kunne holde ud at være i. Det endte med en frivillig indlæggelse. Her besluttede jeg, at mit liv skulle ændres. Jeg ændrede mit fornavn, flyttede til Horsens og startede på en frisk.”

Han tog konsekvenserne og ville nu forsøge at finde fodfæste i uprøvede omgivelser. Det var ingen dum idé, for det var her, at Alexandré for alvor stiftede bekendtskab med skriveriet:

”Jeg starter med at skrive breve til mine brødre. Jeg startede med at skrive og forklare, at hvis jeg en dag gik bort, så var det grundet depressionen, at jeg gjorde det.”

På en noget trist baggrund er Alexandré endelig begyndt at udtrykke sine følelser. Kort efter møder han en kvinde, han omtaler som ”Pebermøen”. Hun råder ham til at udtrykke alle sine følelser i form af digte. Det gør han, og ved et tilfælde ender digtene også med at kunne blive udgivet:

”En dag er Pelle Hvenegaard (skuespiller og forfatter, red.) på kollegiet, hvor jeg bor. Jeg støder ind i ham på trapperne og spørger, om han vil læse mine digte. Det vil han gerne. Han bliver meget rørt og siger, at det bør udgives. Da han har sit eget forlag i forbindelse med udgivelsen af sin egen bog, er det hele noget nemmere.”

Alle Alexandrés voldsomme oplevelser kulminerede sidste år i den anmelderroste digtsamling ”I Afrika fødes der ikke børn – kun mænd”. Under udarbejdelsen af denne fandt han ud af, hvad digtningen betød for ham:

”Jeg føler, at hvis jeg døde i dag, og mine brødre skulle bære kisten ud, så ville den være tyve kilo lettere. Det er som en udledning af følelser, når jeg skriver et digt. Når jeg skriver, kan jeg beskrive, hvordan jeg har det.”

Digtningen er Alexandrés helle. Hør ham her læse ét af sine nye, uudgivede digte op. Video: Pelle Taus Kruse

Vigtigheden af psykologisk hjælp

At Alexandré gennem skriftsproget har fundet en løsning på sine psykiske problemer, er ifølge psykolog med speciale i flygtninge og indvandrere igennem mere end tyve år Inge Merete Søndergaard ingen overraskelse:

”Det vigtigste for flygtninge med traumer og PTSD-lignende tilstande er at få italesat deres tanker. De skal simpelthen åbne op for de hændelser, som påvirker dem. Der skal sættes nogle ord på.”

Alexandrés forbedrede sind er derfor ikke et tilfælde, men resultatet af at sætte ord på de traumer, han i næsten to årtier har holdt inde. Det er desuden ikke nyt for Inge Merete, at flygtninge ikke får den hjælp, som de bør:

”Jeg har oplevet nyankommne, som ikke fik den nødvendige hjælp. Der sker ofte nogle svigt i starten, hvor flygtninge ikke får den hjælp, de behøver, selvom de er tydeligt traumatiserede.”

Det er ifølge Inge Merete under al kritik og kan have fatale konsekvenser, hvis ikke flygtninge får den behandling, som de har brug for:

”Det er meget vigtigt at de så hurtigt som muligt, kommer i gang med psykologhjælp. Det forebygger nemlig, at traumerne sætter sig. Hvis ikke flygtninge får psykologisk hjælp, risikerer man i værste tilfælde, at de bliver invalideret af deres traumer.”

Udover psykologhjælp peger Inge Merete også på vigtigheden af frivillige såsom Ronja og den effekt deres arbejde kan have:  

”Det frivillige arbejde, man ser i forbindelse med flygtninge, er meget vigtigt. At give dem noget at identificere sig med, noget nærvær og forståelse, vil virke betryggende og i en vis udstrækning også psykisk helende. Det er helt sikkert en større hjælp, end man går og tror.”

For at mindske tilfælde, hvor der ingen hjælp gives til flygtninge som Alexandré, fortæller Inge Merete, at en løsning kunne være at skabe større opmærksomhed på muligheden for gratis psykologhjælp til unge under 25 år, blandt nytilkomne flygtninge. Dette tilbud er gældende, når man er i besiddelse af et sygesikringskort.

Alexandré er da heller ikke i tvivl om, at det havde haft en betydning, hvis han tidligere var blevet tilbudt den psykologhjælp, som han i sidste ende selv måtte tage initiativ til.

Det havde ikke bare mindsket mængden af år, hvor Alexandré var fuld af både fysisk og psykisk smerte, men kunne også have forsaget en tidligere interesse for det skrevne sprog. For når han skriver, føler han sig rask.

En hårdt tilkæmpet, men lykkelig fremtid

Det var først efter mere end tyve år, at Alexandré formåede at finde sig selv. Når han ser tilbage på forløbet og tænker over, hvad han ville ønske, der var blevet gjort anderledes, hæfter han sig særligt ved én episode:

”Jeg snakkede med en gammel veninde, da hun havde læst min bog. Hun begyndte at græde. Hun fortalte, at de scener, jeg beskrev i bogen, kendte hun allerede til. Hun fortalte, at dem i byen (Vrå, red.) godt vidste, hvad der foregik derhjemme. De sladrede bare om det internt, i stedet for at række en hånd ud.”

Alexandré og hans brødre gik derfor og skjulte ting, som folk godt kendte til. Muligheden for at familien kunne have fået hjælp, var der, men der var ingen udefra, som tog ansvar. Det er altså en ting, som han mener, at folk i det lokale fremover kan være opmærksomme på. Vigtigt for ham er det dog at forklare, at han ikke bærer nag:

”Jeg tror også, at det er svært at gribe ind. Når jeg tænker tilbage, kan jeg godt forstå, at der ikke var nogle, som gjorde noget, fordi det er så fremmed en kultur for dem. Man kan være bange for at træde ved siden af. Så jeg er ikke sur eller vred på nogen.”

På trods af manglende hjælp, elendigheder og psykiske problemer sidder Alexandré i dag 26 år gammel med en udgivet digtsamling, en nyligt underskrevet kontrakt med Gyldendal og få måneder fra at flytte sammen med sin kæreste. Succesen stopper ikke her, for fremover vil Alexandrés erindringer være med til at fremme integrationen og forståelsen for flygtninge:

”Undervisningsministeriet har kontaktet mig og fortalt, at pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne fremover, måske, skal læse min digtsamling som skolepensum, så de får et indblik i, hvordan man håndterer personer, som kommer fra noget helt andet end den typiske dansker.”

Foruden Alexandrés lykke har livet også tilsmilet to af hans brødre, som spiller fodbold og håndbold på dansk eliteniveau. Hans forældre er skilt – faderen er rejst til Frankrig, imens moderen er aktiv i Jehovas Vidner.

Anslag: 12.642